Regnvejr

Apropos mit forrige indlæg, så har jeg købt et regnslag, nu hvor jeg skal til at gå og cykle mere.

Jeg kan ikke lide regntøj, der sidder tæt til kroppen, især ikke fordi det er svært at finde i min størrelse.

Derfor er jeg superglad, for min nye Asivik Trekking Poncho.

Det er et regnslag, som man også kan bruge som et lille telt, idet det kan åbnes hele vejen rundt, og har ringe hvor man kan sætte pløkker eller snore i. 

Mange kender typen fra militæret.

Jeg havde et som spejder, men dengang var de lavet af en form for voksdug. 

De var tunge som et ondt år, og lugtede af sure gummistøvler.

Det nye er tyndt, men det ser stærkt ud, og det lugter ikke.

Jeg er spændt på, hvordan det er at cykle med. 

Jeg har købt regnslaget i Spejder Sport.

Så ta'r vi cyklerne frem...

... er der vist en gammel sang, der hedder.

Der er kommet en ny regel, om at bostøtten ikke må køre os i bil mere. 

Det er --- selvfølgelig --- p.g.a. besparelser.

 Det er dyrere for kommunen, end hvis vi bruger Teletaxa, Flextur og andre løsninger, med offentlig trafik.

Problemet er bare, at det ikke handler om at komme fra A til B. 

De fleste af os, kan godt ta' en bus, og bostøtten kan hjælpe med at bestille Teletaxa, Flextur og lignende. 

Det handler derimod om at kunne følges med sin bostøtte, fordi man skal have hjælp til noget, der foregår et andet sted end derhjemme. 

De kunne lige så godt indføre højere brugerbetaling, så vi betaler for at de kører os, lige som vi plejer at gøre.

Jeg er sikker på, at det ikke vil være dyrere i længden, for en Teletaxa tur i Skive by koster 20 kr., ligesom en busbillet, så det offentlige må give taxaselskabet en masse penge, for det dækker jo langt fra udgiften til at holde en taxa standby. 

Men alting handler kun om besparelser her og nu, ikke på lang sigt.

Ikke om os. 

Men jeg har taget en beslutning.  

Jeg gider ikke være sur, over noget jeg ikke kan ændre.

Og det hjælper i hvert fald ikke at være knotten, overfor personalet, for de er lige så kede af det.

Jeg er meget nervøs, ved at cykle.

Men nu er jeg nødt til det.

Jeg har valgt, at ta' det som en udfordring, at lære at blive tryg ved cyklen. 

Min kontaktperson og jeg går langsomt frem, idet vi starter med at cykle på stierne, i den nærliggende park. 

Vi vil cykle hver torsdag, og når vi har mulighed for det, der ud over. 

Jeg ved, at jeg kan lære det.

For det skal jeg.

Jeg skal "bare" tro på mig selv!!!